“Festivalkrisen” i det ganske danske land

Publikum på NorthSide. Fotograf: Morten Rygaard

Festivalkrisen
Hvem har svaret på, hvorfor de danske festivaler oplever krise i år? Hvorfor ikke sidste år? Eller forrige år? Og er festivalkrisen i det hele taget reel?

Kan man tale om “festivalkrisen”? Eller er det noget pjat?

En række af de etablerede festivaler havde problemer henover sommeren, som jo er festivalsæsonen. Det gælder Roskilde Festival, som ikke solgte alle billetter, og Smukfest, som meget sent fik udsolgt. Skive Festival og Rock Under Broen måtte begge bukke under. Og NorthSide har netop meldt et underskud ud.

Omvendt er det gået godt for mindre festivaler som Danmarks Grimmeste og Spot Festival. Vi italesætter dog stadig festivalkrisen som noget aktuelt, noget allestedsnærværende, men måske også noget forbigående. Men er det en myte, der her er opstået? Jeg vil gerne høre nogle svar på spørgsmålene øverst – Kan vi få noget klarhed?

#RF12 -”Skal du på Roskilde?”

“Skal du på Roskilde?” er nok et af de spørgsmål, jeg har hørt mest i løbet af den seneste uge. Og ja, det skal jeg.

Men jeg stopper hver gang op ved formuleringen. At en festival, som har sit navn fra den by, den mere eller mindre tilfældigt er placeret i, kan omtales som noget, man kan være “på”, siger noget om festivalens forankring i folks bevidsthed. Vi er ikke i tvivl om, at der ikke henvises til byen Roskilde, men festivalen, når vi siger …”på Roskilde”. Byen har på en måde fået en dobbeltbetydning, som aktiveres mere og mere, desto tættere vi kommer på festivalen. Det er interessant, og det er stærkt. Jeg ser som mange andre frem til den 42. udgave af “Roskilde”, og vil i år være særligt interesseret i, hvordan der kommunikeres med gæsterne via sociale medier og på pladsen. Dette var nemlig mit ansvarsområde på NorthSide Festival, hvor jeg pt. er ansvarlig for kommunikation via sociale medier.

Og så er der jo musikken! Jeg har forberedt mig lidt vha. Gaffas Spotify-playliste, som kan findes her:

foto: Andreas Houmann

SPOT Festival 2012 – Her er min playliste!

Så nærmer SPOT Festivalen sig endnu en gang med hastige skridt – allerede næste weekend står den på upcoming musik, danske og nordiske artister, musikbranche, festival, øl og glade dage!

Jeg har – ligesom sidste år – lavet en SPOT Festival must-see liste. Jeg har tilladt mig at tilføje lidt flere koncerter, velvidende at det bliver fuldstændigt umuligt at nå dem alle. Jeg skal nemlig også arbejde lidt på festivalen i år, dels fordi jeg skal afholde arrangementet Music & Media Pitch Germany på Promus om fredagen, dels skal jeg måske rende lidt rundt med en Northside Festival-kasket på.

Men altså – here we go!
Must-sees:
 

Mads Björn
Inadvendt og melankolsk. Og helt fantastisk.

Bottled in England
Det er ikke et band, jeg kender særlig godt, men de kalder selv musikken “LIVE drum’n'bass/dubstep/cyberpunk/massive”, og der er altså gang i den. Jeg vil glæde mig til at høre dem live, kan rigtig godt lide lyden og attituden på f.eks. nummeret Change.

Hypertext
Kan jeg faktisk ikke sige så meget om. Jeg har lyttet og tænker, at det godt kunne være interessant live. Hvad mener I?

I Got You On Tape
Har været på vej længe og er blandt de danske bands, som MXD har kastet deres kærlighed på de senere år. Og Jacob Bellens’ dybe stemme skal nok gøre sig godt i Musikhusets Store sal.

Kúra
Det her dansk-islandske band har netop haft release på deres debutalbum,  og dem kan jeg bare ret godt lide.

Lovespeed
Blandt mange hundrede er Lovespeed udvalgt i Royals Tak Rock-konkurrence, så dem vil jeg da lige tjekke ud.

Veronica Maggio
Denne svenske sangerinde skal man holde øje med. Musikken er faktisk ikke rigtigt min stil, men især efter hittet “Jag kommer” for et års tid siden, er hun blevet ret hot og storsælger i Sverige.

Marybell Katastrophy & Nils Frahm
Aarhusianske Marybell Katastrophy har den lyd-nørdende Marie Højlund i front og har lige udgivet deres andet elektroniske poppede album. De er desuden en del af Promus’ mentorordning og har fået en tysk mentor. På SPOT skal jeg meget oplagt høre dem i sammenhæng med tyske Nils Frahm.

MØ
Her er en ung pige, hvis single Maiden absolut ikke er oplagt P3-materiale, men den fangede mig virkelig. Hun lader til at være et ret ubeskrevet blad, og musikken er elektronisk pop-sfærisk med vokalen helt i front.

Rangleklods
Ham anbefalede jeg også sidste år, men gør det gerne igen. Elektronisk musiker med god vokal. Haps.

The Raveonettes
Ok, dem kunne I nok godt selv finde frem til, men den seje duo skal alligevel anbefales herfra. De har 10 års jubilæum på SPOT, dvs. for ti år siden blev de spottet på SPOT, forståes.

RebekkaMaria & The Hymnboy
Slayer Big Band Project
Soley/Darkness Falls
Jeg er en sucker for projekter, hvor to artister sætter sig sammen for at lave noget nyt i fællesskab. Der er flere af den slags eksperimenter på SPOT festival 2012, og disse er nogle af dem.

Reptile Youth
Denne spøjse duo, som tidligere hed Reptile & Retard, er ALTID er featuret på forsider, billedgallerier osv, fordi forsanger Mads har så fed en udstråling – og i øvrigt ALTID stagediver. Oplev dem.

Shaka Loveless
Ja, jeg ved ikke…det tror jeg bare bliver en festlig koncert!

Snake & Jet’s Amazing Bullit Band
Rock’n'Roll – I like it!

 
På falderebet vil jeg også lige smide en anbefaling om at høre Asbjørn, Boho Dancer, Ladylion og Waldo & Marsha, AnnaSaid, Ida Gard, Sky Architects og Altmodisch. De har alle sammen gang i ret fine ting.
 

Her er listen som Spotify playlist – undtaget de artister der ikke er på Spotify.

God SPOT Festival 2012!

 
Smid gerne en kommentar, hvis der er must-sees jeg har overset!

Tysk professor sparker gang i dansk debat om musikvidenskab

Overskriften minder om utallige af de overskrifter, som har kunnet læses i dagbladene om den såkaldte “Koldau-sag” det seneste år. Men hvor den tyske professor Linda Maria Koldau har stået for et underligt forfejlet og personligt angreb på navngivne kolleger og studerende ved Musikvidenskab på Aarhus Universitet, har den debat om det danske uddannelsessystems baggrund og formål, som sagen også har sat gang i, en langt større saglig relevans, hvis man spørger mig. Og det har man faktisk gjort, for efter at have fået trykt en replik i Weekendavisen i sommer, hvor diskussionen første gang tog fart, blev jeg i februar inviteret til at deltage i Deadline på DR2 sammen samfundsdebattør og lektor i Nordisk Hans Hauge og professor i litteratur Svend Erik Larsen.

Mit indlæg i Weekendavisen havde i første omgang til formål at rette op på et par misforståelser, men i særlig grad at dokumentere at jeg som kandidat fra den omdiskuterede “kulturlinje” på musikvidenskabsuddannelsen ved Aarhus Universitet rent faktisk kan anvende de kompetencer, som uddannelsen gav mig. Udover at være et personligt udsagn fra mig selv og en tidligere medstuderende, havde vi indhentet oplysninger fra alle dem som var blevet færdige samme år, og det viste sig, at alle var i beskæftigelse på den ene eller den anden måde. Det mener jeg godt kan danne udgangspunkt for en diskussion af, hvad universitetet i Danmark skal – altså hvad er formålet? For med det arbejdsmarked, som vi oplever i disse år, så må en stor del af formålet da være at få kandidaterne i beskæftigelse.

I hvert fald var det denne diskussion, jeg også gerne ville tage i Deadline på DR2. Debatten blev dog vældig forplumret lige op til, og jeg måtte inden vi gik på pointere meget kraftigt, at jeg hverken kunne udtale mig om ledelsesstilen eller arbejdsmiljøet på Aarhus Universitet og slet ikke var interesseret i at udtale mig om Linda Koldau, som jeg aldrig har talt med.

Men jeg mener Svend Erik Larsen har ret, når han siger, at universitetet i dag har den udfordring, at det skal kunne uddanne en masse kompetente kandidater til vores arbejdsmarked og samtidig understøtte den elite, som efterfølgende skal bedrive kvalificeret forskning i verdensklasse, som Aarhus Universitet ville have formuleret det.

Jeg kan desværre ikke poste selve debatten, da den ikke ligger til stream længere. Men indlægget i Weekendavisen kan du læse her.

Seneste udvikling i “Koldau-sagen” er, at professor Linda Maria Koldau selv har sagt op pr. 1.1.2013, og så kan man bare håbe, at der nu bliver tid til at diskutere noget af sagens substans, nemlig hvad danske universiteter uddanner til, og om de har de fornødne arbejdsbetingelser og -strukturer for at kunne opfylde de givne mål…

Et brand er en by er et brand… – Er placebranding af Aarhus mulig?

I morgen skal jeg holde oplæg om placebranding og kulturhovedstadsprocessen i Aarhus for et hold kandidatstuderende på Æstetiske Fag på AU. For to år siden skrev jeg speciale om Aarhus’ potentiale som vækstlagsby i processen frem mod Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Det hed Provinsbyen der vil være kulturhovedstad. Og på en måde rammer titlen meget godt hovedet på sømmet i forhold til at skulle brande en by som Aarhus.

Aarhus er nemlig for lille til rigtigt at kunne sammenlignes med Richard Floridas undersøgelser af nordamerikanske millionbyer, og samtidigt for stor til at kunne sammenfattes sin identitet i én klar og tydelig brandidentitet.

Fra branding til placebranding

Det handler basalt set om at overføre teknik og teori fra traditionel marketing til steder eller byer. Men der er en række udfordringer forbundet med den applicering: Først og fremmest er byer mere komplekse end produkter, og både indhold og målgruppe er derfor mere mangfoldig. Derudover kan brandet ikke bare opfindes, men må nødvendigvis bygge videre på noget allerede eksisterende. Og så er det afgørende at brandet passer til byen og dens indbyggere. Hvis dette ikke gøres dygtigt, risikerer man at der opstår en brand resistance hvor dem der egentlig skulle være bærere af brandet, sætter sig imod og opponerer åbenlyst mod det, der dermed aldrig bliver til byens brand.

I Aarhus har man nu identificeret 4 styrkepositioner, som sammen kan koges ned til ét ambitiøst løfte. De er:
- Aarhus er en by, som påtager sig verdens store udfordringer
- Aarhus er en by, som samarbejder
- Aarhus er en by, som eksperimenterer og gentænker 
- Aarhus er en by,som arbejder målrettet på at skabe forbedringer

Og løftet?

“Aarhusområdet skaber udvikling for mennesker, virksomheder og hele brancher ved at invitere dem ind i et innovations-økosystem, som er bredere og mere effektivt end noget andet sted i verden.”

Jeg glæder mig til at høre, hvad de studerende siger til det i morgen. Om de kan genkende deres by i ovenstående løfte? Eller om de ligesom jeg mener, at det mere virker som et ønske for fremtiden end noget aarhusianerne skal identificere sig med… For uanset at det fra Aarhus Kommune og de bureauer som hjalp til med at udtænke brandet side hele tiden blev pointeret at brandet er målrettet udlandet, kræver en succesfuld placebrandingstrategi, at historierne om byen på den ene eller den anden måde er bygget ind i byen.

Netværksvirksomheder er fremtiden – ikke kun for musikbranchen og de kreative erhverv

I seneste udgave af Ugebrevet Mandag Morgen lyder en overskrift: “Eksportmarkederne erobres med netværk”. Netværkseffekten som eksportfremmeværktøj er nu efter sigende dokumenteret og det endda i overbevisende grad. Det er spændende af flere årsager, men i denne sammenhæng især fordi…

…Musikbranchen og de andre kreative brancher har indtil videre været sat lidt udenfor det traditionelle erhvervsudviklingssystem. Det er ikke noget, “de traditionelle brancher” eller andre har gjort af ond vilje, men det skyldes dels en tradition for, at f.eks. musikbranchen kun opfattes som en del af kultursektoren, dels at man simpelthen har haft svært ved at forstå strukturen i de kreative brancher og dermed behovene for støtte. En stor del af de nystartede virksomheder i de kreative brancher er nemlig enmands-virksomheder, startet af en motiveret kreativ iværksætter, som arbejder selvstændigt som grafiker, designer, producer, fotograf, lyddesigner, musiker osv. Denne vil typisk i høj grad udnytte sit netværk til udførelse af de opgaver, som ikke ligger indenfor kompetenceområdet. Dvs. der er muligvis 5 enmands-virksomheder beskæftiget med at udvikle eller udføre et enkelt projekt. I andre brancher køber man naturligvis også kompetencer ind, men forskellen ligger i strukturen. Hvor en lille virksomhed ikke har råd til at satse stort og derefter købe kompetencer ind, vil virksomheden som en del af en række virksomheder i netværk godt kunne tage større opgaver på sig. De kunne så at sige danne “netværksvirksomheder”. Det er ikke i sig selv et problem.  Men at den enkelte virksomhed således ikke opfattes som en vækstvirksomhed i en traditionel forståelse, uanset at den pågældende opgave giver arbejde til 5 personer, og dermed ikke prioriteres lige så højt som virksomheder med ansatte – eller tæller med i statistikkerne på samme måde – det er et problem. Udfordringen består i, at vores erhvervsrådgivnings, -støtte og -udviklingssystem ikke er gearet til at servicere denne type virksomhed.

Med dokumentationen fra Mandag Morgen i ryggen er det nu oplagt også at kigge på disse systemer. De fleste er enige om, at der er et stort potentiale indenfor de kreative brancher i de kommende år, men skal der ske vækst, må systemerne – ikke bare intentionerne – også omfavne de anderledes strukturer, som er en medfødt del af de kreative brancher.

Musikbranchens nye partnerskaber

I sidste måned var jeg med til at skrive et indlæg på den nye kulturportal HAVE Backstage, som er drevet af kultur-kommunikationsbureau nr. 1 i Danmark, HAVE Kommunikation. Indlægget omhandlede de nye strukturer i musikbranchen, og særligt var fokus på den nye form for partnerskaber, som vi mener bliver central fremover.

Grundlæggende har den digitale udvikling gjort det svært at tjene penge på at være musiker. Og derfor også svært at være pladeselskab. Samtidig har de digitale muligheder givet musikerne en potentielt helt ny status, idet de nu i langt højere grad end tidligere selv kan stå for alle dele af deres karriere. De kan dermed selv have kontrol over eller beholde alle rettigheder til musikken. Det er bare ikke sandsynligt at man som musiker er lige god til at stå for alle områder af ens karriere, idet den jo – udover det rent kunstneriske – omfatter strategisk karriereplanlægning, booking, udgivelse, økonomi, management osv. osv. Derfor skriver vi i indlægget, at pladeselskaber fremover med fordel kan opfatte sig som og tilbyde sig som en art serviceselskaber, der udbyder enkeltservices, som DIY-musikeren så køber sig til, afhængigt af behov. De store rettighedspakker, som typisk var dealen i den gamle musikbranche, vil altså kunne forsvinde helt.

Denne slags partnerskaber, hvor musikeren indgår som kunde i en ligeværdig relation med pladeselskaberne, vil kunne udgøre et af musikbranchens kerne-partnerskaber fremover.

Læs indlægget her: Nye musikalske partnerskaber er nødvendige

Årets Innovatør – et symbol på dagens musikbranche

Danish Music Awards (DMA), som blev afholdt for et par uger siden, har gennemgået nogle forandringer i år. Showet præsenteres af IFPI i samarbejde med KODA og TV2, og indeholder sponsorerede priser, herunder en ny pris, sponsoreret af Spotify, nemlig “årets innovatør”-pris. Den gives til “en kunstner, som i løbet af året har gjort særlig brug af digitale og sociale platforme til at kommunikere med sit publikum, og der lægges her særlig vægt på det kreative, nyskabende og inspirerende.”


Michael Møllers Month of Love

Foto: Heide Kraenzlein

Det blev sanger og sangskriver Michael Møller, som vandt prisen som Årets Innovatør. Han er ligeledes frontmand i Moi Caprice, men blev til DMA hædret for et initiativ som solist, hvor han i løbet af maj måned i år udgav 31 sange – en om dagen – på sitet amonthofunrequitedlove.com. Uventet mange fulgte med i løbet af den måned, og det lykkedes derved Michael Møller at rejse 50.000 kr via donationer, som han skal bruge til at trykke en plade med den samlede udgivelse. Brugen af internettet og successen med crowdfunding via fans har tilsyneladende overbevist juryen om, at han var Årets Innovatør. Man kan selvfølgelig diskutere hvor innovativt det i grunden var, men i hvert fald i den danske musikbranche er det relativt nyt.


Nye tider i musikbranchen

At der i det hele taget indføres en sådan pris i DMA, og at den vindes af en kunstner som har valgt at distribuere via internettet og uden om traditionelle kanaler, er samlet set udtryk for, at musikbranchen har ændret sig og er på vej et nyt sted hen. Brugen af de sociale medier er kommet for at blive, og nye måder at anvende dem på vil formentlig også være en del af næste års DMA. Kunstnere har i dag i høj grad mulighed for selv at stå for det meste – fra indspilning til produktion, distribution og markedsføring. Samtidig kan de beholde alle rettigheder selv, og dermed slippe for at skulle afgive cuts til andre aktører. Men da der også er kommet mange flere om buddet, vil de som jeg ser det stadig have brug for at indgå partnerskaber med aktører fra den “traditionelle” del af branchen. Og disse partnerskaber vil kunne blive det bærende led ift. at skabe nye innovative tiltag i fremtiden.

Forslag: Tag festen ud af Aarhus Festuge – erstat med kultur!

Ovenpå endnu en veloverstået Aarhus Festuge vil jeg tillade mig at fremkomme med et forslag: Tag festen ud af festugen og erstat den med kultur! Forklaring følger.

Aarhus Festuge er et yndet diskussionsemne – mest i Aarhus -, og diskussionerne finder lige ofte sted blandt mine veluddannede venner med belæste meninger om hvordan musik skal lyde og poesi skal læses op som blandt f.eks. Aarhus Stiftstidendes læsere, hvor det ofte foregår på et noget mindre reflekteret niveau. (Jamen, læs selv Stiftens kommentarspor på alle artikler om kultur – det gør det altså!)

Sondringen “elitær” vs. “folkelig” er ligeledes blevet foretaget gennem mange år, og særligt Festugens nuværende direktør, Jens Folmer Jepsen, har stået for skud idet han indledte sin position med at flytte fadølsanlæggene væk fra de første rækker, som han udtrykte det.

Men hvad nu, hvis man blot ændrede navnet “Aarhus Festuge” til “Aarhus Kulturuge”? Det ville efter min mening være modigt, spændende og desuden være et skridt, der satte sig ud over elitær/folkelig-dikotomien. En kulturuge ville ikke skulle bekymre sig om at sætte nok partytelte og tilhørende fadølsanlæg op, men udelukkende om at lægge et meningsfuldt kulturprogram, som både kan tiltrække, udfordre, skræmme og underholde. En kulturuge ville ikke skulle stå på mål for andet end programmet og ville heller ikke kunne holdes ansvarlig for unge, der drikker sig fra sans og samling i netop denne uge. Den ville selvfølgelig ikke kunne blande sig i, om arrangører selv satte fadølsanlæg op foran restauranter og barer, men den ville omvendt ikke kunne angribes for det. En uge fyldt med musik, teater, dans, installationer, udstillinger og overraskelser ville være et bedre koncept, simpelthen. Og et bedre brand for byen, der håber at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Rent praktisk ville mindre fest, mere kultur betyde, at der måske var mere overskud til tage imod de tilbud, der blevet lagt i programmet. F.eks. kunne en billet til tre aftener med en teaterføljeton være spændende,  nogle byvandringer rundt til byens kulturhuse kunne erstatte pub crawl – i stedet for en rusuge med 1 lille fadøl på hver eneste lille brun beværtning kunne de nye studerende tilbydes en tour de théâtre med korte forestillinger hvert sted. Nye konstellationer og samarbejdsrelationer skulle opstå hos byens aktører, som i fællesskab bør være med til at løfte udfordringen. Hvad med Vild Med Ord på havnerundfarten, der oplyser om de nye bynære havnearealer? Flere lysinstallationer som den på Hotel Royal i år! – og turde vi være endnu mere ambitiøse kunne byens film- og musikmiljøer inddrages. Hvad med en offentlig åbning af Kulturugen, som på én gang inviterede HKH Kronprins Frederik og byens borgere – f.eks. i Tivoli eller i Mindeparken – et sted der var stort nok til at rumme mange, pænt nok til at skabe en højtidelig stemning, men også åben nok til at sikre inddragelsen af alle.

Jeg har ikke de indholdsmæssigt bedste forslag på stående fod, ovenstående er noget af det, som ville trække mig mere ud i løbet af denne uge. Hvis jeg samtidig skulle undgå at vælte ind i (eller blive væltet af) døddrukne russere (nye studerende), skulle ugen nok flyttes et par uger senere hen på året. Men hvor kunne det dog være festligt, hvis festen blev til kultur – det ville i længden være en gave til byen – og med det mener jeg også efter 2017.

At stråle som en mangfoldig by – Place branding

Når byer skal brandes, er der mange forskellige bud på, hvordan det gøres bedst. Her i Aarhus er kommunen pt. i gang med at få udviklet en ny brandingstrategi, vist nok i en erkendelse af, af “Smilets by” er uddateret og det tilhørende logo, som byen fik udarbejdet for nogle år siden, slog temmelig meget fejl. (Ja, det halve byskilt, som smilede…) Denne gang har man hentet hjælp udefra i håbet om, at et britisk blik på byen kan se de aktiver og de karakteristika, som vi selv er blinde for.

I Randers forsøgte man for nogle år siden at vende et rigtig dårligt ry til et godt, hvorfor man i forbindelse med kampagnen lavede et logo indeholdende billeder af positive ting såsom et hjerte, en hest og en vinkende hånd. En stor gruppe randrusianere godtog imidlertid ikke “sminkningen” af byen og lavede et counterbranding-logo, hvor de havde udskiftet billederne med en bl.a. en motorcykel og en ølflaske!

Det er et godt eksempel på, at man ikke bare kan strømline en by, ligesom man strømliner et brand. Place branding er i sagens natur en kompleks ting, og at forsøge at samle en bys mangfoldighed og diversitet i ét overordnet budskab er næsten umuligt.

Når Niels Boe Sørensen fra Kuanhsi Consulting spørger som han gør i kommentaren “København i strålende regn” : Kunne vi reelt set få mere for investeringerne ved at tænke i fokus på færre, større begivenheder og mere internationalt og kommunikativt på aktiveringssiden? så er svaret nej. Han efterlyser en målrettet investering i permanente begivenheder frem for lejlighedsvise initiativer til ikke-målrettede, ikke-strategiske events. Men det permanente i at støtte sidstnævnte er netop en investering i en dynamisk, kulturelt bæredygtig by, som holder sig i gang. Og kan man skabe og understøtte sådan et bymiljø, så er det en bedre investering i det lange løb.

Masser af rapporter (især Richard Floridas undersøgelser blev verdenskendte for nogle år siden) fastslår, at det vi forventer af den by vi bor i er, at den er spændende; at der sker noget og at den er mangfoldig. Det er også den slags, der tiltrækker den gode arbejdskraft (højtuddannede, kreative, købestærke osv. osv.), da det betyder meget for os, hvor vi bor.

Det er selvfølgelig rigtigt, at man for at skabe et godt brand er nødt til at fokusere og opstille klare mål for, hvordan historien om byen skal fortælles. Og det er stadig den primære udfordring for place branding (eller city branding). Men det er så måske en øvelse, der så at sige kan foregå “ovenpå” det eksisterende og ikke som en omvendt brandingproces, der begrænser i stedet for at beskrive.